23948sdkhjf

Støjberg roser afpresset bager for at gå til politiet

Ejer af raseret bageri takker de mange, som har doneret penge til, at han kan åbne en ny forretning.
I Danmark går man til politiet, hvis der er problemer.

Det er beskeden fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der tirsdag er på besøg hos bageriet Kaj i Tingbjerg i København, som flere gange har været udsat for chikane og hærværk.

- Det er godt, du har mod på at starte igen. Du har oplevet stor opbakning fra mange.

- Jeg er fuld af respekt for, at du gik til politiet. Det er sådan, det skal være i Danmark, og det er den helt rigtige måde at tackle det på, siger Inger Støjberg (V).

Hun henvender sig til ejer Ali Parnian, der flere gange har fået raseret sit bageri af maskerede personer.

Han har nægtet at betale beskyttelsespenge. Senest blev ruderne i forretningen smadret søndag.

Ali Parnian har fortalt, at det er en principsag for ham ikke at betale en krone i beskyttelsespenge.

Det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard har startet en støtteindsamling, som har rundet 360.000 kroner.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige tak til dem, men det vil hjælpe mig til at få et bedre liv, siger han og lufter tanken om at åbne en ny forretning.

Inger Støjberg mener, at både blå og røde regeringer har svigtet ved ikke at tage "fat ved nældens rod", når det gælder opgøret med parallelsamfund i Danmark.

Hun fremhæver, at regeringen arbejder på et udspil til, hvordan der kan blive gjort op mod parallelsamfund.

Nogle af beboerne bebrejder tirsdag Støjberg, at hun som minister ikke er kommet på besøg i Tingbjerg noget før.

- Jeg er temmelig meget rundt, også i ghettoområder. Og det er bestemt heller ikke første gang, jeg er i Tingbjerg. Men jeg tager kritikken til mig.

- Integration er ikke noget, man kan løse fra det offentliges side. Vi kan sætte gode betingelser i værk, men det påhviler den enkelte at integrere sig i samfundet, siger Støjberg.

Københavns Politi har sikret sig flere spor i sagen. Men der er fortsat ikke anholdt nogen mistænkte gerningsmænd.

- De er en flok afstumpede kujoner, andet er der ikke at sige til det, siger Støjberg.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.05